I København går fem vidt forskellige personer rundt og tumler med hver deres problematikker. Hændelser fra fortiden sætter en dominoeffekt i gang og de fem forskellige skæbner krydser hinanden i HJERTEBLINK, og vender op og ned på deres forståelse af kærlighed og familie. Hjerteblink er en flerstrenget historie, som vi kender fra LOVE ACTUALLY og med elskelige karakterer som i EN MAND DER HEDDER OVE. På Frederiksberg er Agathe R. Christensen i gang med forberedelserne til sin 38 års bryllupsdag med erhvervsmanden Erik. Hun må dog snart sande, at tingene ikke længere kan fortsætte, som de plejer. I Østre Landsret er skilsmisseadvokaten Maja i gang med at kæmpe en sag for den ene part i et forlist forhold, mens hun selv er høj på nyforelskelse i kæresten og spindoktoren Steffen. De er lige flyttet sammen, og oveni, at Maja skal lære at give sig hen til et andet menneske for første gang, kommer Steffen også med bagage i form af teenagedatteren Nathalie. Nathalie føler sig ikke rigtig hjemme hos Steffen og Maja, men heldigvis har hun veninden Nanna. På Strøget vågner Majas tvillingebror, Mark, op efter en heftig bytur med huller i hukommelsen og en foruroligende video på sin mobiltelefon. Og på Café Norden i København K drømmer den evige romantiker Mona sig væk i en stak bryllupsmagasiner, mens hun venter på den store kærlighed.